Deltagere i DTU Link Early Impact i fuld gang

Otte sjællandske startups med fokus på digitalisering og bæredygtig teknologi er udvalgt til nyt acceleratorprogram, hvor de får rådgivning fra Spring Nordics eksperter.

 

Efter en grundig screening er første hold startups udvalgt til acceleratorprogrammet i Early Impact. Spring Nordic er partner i programmet sammen med DTU Link og står for rådgivning om forretningsudvikling, fundraising og investering.

”Fællesnævneren for de ni startups er digitalisering og bæredygtig teknologi,” siger Søren Svanebjerg, forretningsudvikler i Spring Nordic. Han er tilknyttet som rådgiver i Early Impact og skal især assistere virksomhederne Coastgrass og MG Solar.

”Jeg skal primært hjælpe de to virksomheder med udvikling af deres forretningsplan og med at afdække behov for specialiseret rådgivning i programmets næste fase. Eksempelvis hvordan og med hvem i værdikæden man kan og bør indgå strategisk udviklingssamarbejde om udviklingen af forretningsmodellen.”

Første hold i acceleratorprogrammet blev kickstartet i starten af august og kører året ud. Ansøgningsfrist til næste holdstart er ultimo 2020 eller primo 2021.

De otte udvalgte startups er:

  • Coastgrass: Producerer cremebeholdere af 100% bionedbrydeligt materiale, som består af naturlige og let tilgængelige ressourcer. Læs mere om Coastgrass 
  • CONTEMPEHRARY: En ung virksomhed med en mission om at gøre tempeh til en populær ingrediens i det nordiske hverdagskøkken. Læs mere om CONTEMPEHRARY
  • CPH InnoTech: Vil tilbyde forsvarsindustrien en ny bæredygtig teknologi til brug for enheder i fredstid. Læs mere om CPH InnoTech
  • Hydro-SAFE,: Tre studerende fra SIMAC og SDU har udviklet en gummimanchet til tætning af hydrauliske sammenkoblinger, så man undgår støv og snavs, der ødelægger maskinen og er tidskrævende at udbedre. Læs mere om Hydro-SAFE
  • MG Solar: Har på vegne af kunder udviklet arkitektonisk afstemte løsninger for bygningsintegrerede solcelle systemer, blandt andet i tagflader. Læs mere om MG Solar
  • Senivu: Udvikler og fremstiller medicinsk simulationsudstyr til uddannelse i sundhedssektoren. Blandt andet BroncSim, en bronkoskopisimulator til luftvejsundersøgelser, som anvendes til uddannelse af medicinstuderende, sundhedspersonel og i forskningsøjemed. Læs mere om Senivu 
  • Snapform: Designer og producerer benprotesehylstre. Produktet skal erstatte den håndlavede løsning med en digital biomekanisk metode, som designer et hylster direkte fra et 3D-scan. Læs mere om Snapform 
  • YOLI: Et intelligent pædagogisk spil der kombinerer digitale elementer med det velkendte brætspil. Spillet giver feedback med lyd, vibrationer eller ved at kaste en brik af. Læs mere om YOLI

Om DTU Early Impact

Programmet udbydes i samarbejde mellem DTU Link og Spring Nordic. Deltagerne får 1:1 sparring fra Spring Nordics eksperter i forretningsudvikling, fundraising og investering samt fra eksterne rådgivere. Herudover deltager de i camps og matches med erfarne mentorer fra DTU Science Parks mentorprogram samt har adgang til arbejdsplads, prototypeværksted og et netværk af startups i DTU Link på DTU Risø Campus ved Roskilde. Programmet er for startups og unge vækstvirksomheder i Region Sjælland, der har specialiseret sig i digitalisering eller bæredygtig teknologi. Det første hold Early Impact gik i luften i august 2020 og fortsætter året ud.

Læs mere om DTU Early Impact